Lav flot grafik med Google slides!

Jeg er gået all in på Google Slides, når jeg skal lave flot grafik til web og print. Google Slides er nemlig meget mere end et præsentationsværktøj! Google Slides er enkelt, gratis, kollaborativt og ligger i skyen, så du altid har det lige ved hånden! Herunder kommer jeg med eksempler på, hvordan du kan bruge det til arbejdsopgaver, i undervisningen og privat. Til sidst kommer jeg med nogle bonustricks.

Digital grafisk facilitering

Selvom du ikke er en ørn til grafisk facilitering med papir, tusser og farver, så kan du sagtens være med her! Herunder er et eksempel på, hvordan man kan forvandle et helt almindeligt dokument – med masser af tekst i en tabel – til en mere non-liniær visuel oversigt, som skarpt kommunikerer, at eleverne er i centrum for en række tiltag. I denne video viser jeg trin for trin, hvordan du kan lave en oversigt i samme stil.

I stedet for at lave en videovejledning til layoutprogrammet Lucidpress, har jeg lavet en tjekliste i Google Slides, som har til formål at guide eleverne gennem de forskellige trin i at layoute en avisartikel. Find hele tjeklisten her.

Visuelle tidslinjer

Jeg laver også tit visuelle og mere liniære tidslinjer i Google Slides. I denne video viser jeg, hvordan du selv kommer i gang med at lave tidslinjer i Google Slides.

Tidslinje til et projektKollaborative mindmaps

I undervisningen er Google Slides perfekt, når eleverne skal i gang med enkle mindmaps. Mindmaps egner sig fx til kreativ idégenerering, personkarakteristik og ordkendskabskort (undervis.dk). I Google slides kan du vælge forskellige tekstbokse og forbinde disse med små “konnektorer”, så det efterfølgende er let at flytte rundt på tekstboksene. I denne video viser jeg, hvordan du kan lave nedenstående mindmap. Du kan også hente mindmappet som en skabelon her og lave din egen kopi under Filer.

Personlige kort og invitationer

Jeg har også lavet en masse kort, invitationer og gavekort i Google Slides. På et tidspunkt ville jeg gerne lave en wordcloud med en forskellige ord, men de bedste wordcloud-værktøjer arbejder ikke supergodt sammen med bogstaverne æ, ø og å. Til nedenstående kort havde jeg også brug for at styre effekterne og størrelsen af ordene lidt mere, og det kunne Google Slides klare. Få skabelonen her og lav din egen kopi under Filer.Kort til konfirmationBonustricks

  1. Hvis du skal printe din grafik, er det en rigtig god idé, at du tilpasser slidets størrelse fra start af. Hvis du gør det til sidst, vil tekst og billeder nemlig rykke sig rundt. Størrelsen tilpasses under Filer> Sideopsætning> Tilpas. Liggende A4: 29.7 x 21 cm, stående A4: 21 x 29.7. Disse størrelsesforhold egner sig også, når det skal printes i A5, A3 ect.
  2. Når du skal downloade din færdige grafik, går du ind under Filer> Download som. Jeg vil anbefale .PDF eller .PNG. Men hvis din grafik skal være ekstra lækker, kan du få en bedre billedkvalitet, hvis du først downloader slidet som .SVG-fil og derefter går online på svgtopng.com og konverterer det til .PNG.
  3. Hvis du vil dele din grafik digitalt, kan du dele det som fuldskærm ved at gå ind under Filer> Offentliggør på nettet. Her klikker du først på Offentliggør og kopier derefter linket. Se eksempel her.